1. søndag i advent, 28. november 1999

Aalestrup Kirke, festgudstjeneste i anledning af alterudsmykning og
præstejubilæum, pastor Poul E. Hauges 25 - års jubilæum.

Herunder, i lettere redigeret form, manuskriptet til kunstner Lene Melchiorsens tale i forbindelse med indvielsen af kunstværket:

 

Kære menighed!

Så er det nu - her er resultatet.

Det første, jeg vil sige, er tak.
Tak til menighedsrådet - et egenrådigt, enigt og enestående råd, der har turdet satse og vise tillid til mig og min kunnen i jeres kirke.

Tak fordi I inviterede mig indenfor.

Jeg lovede til gengæld ikke at skuffe.. (det synes jeg heller ikke jeg har gjort). Tak til stiftsøvrigheden for følingen med sognet og dets integritet.

Iblandt må der netop handles i trods og jeg har, med de talenter, jeg er blevet givet, kastet mig ud i opgaven, selvom nogen helst så, at jeg gravede talenterne ned eller i hvert fald gemte dem derhjemme, fjernt fra offentligheden. Men jeg fik muligheden (måske tog jeg den også) og talenterne udvikledes og mangedobledes - det sker i processen.

Noget jeg meget har haft in mente og som er udgangspunktet for mit motivvalg og min udtryksform, ud over at sådan maler jeg, har været ønsket om at forene det klassiske, det af tidligere århundreders kirkekunstnere videregivne, med det moderne.

Vi skal have billedfortællingen tilbage til kirkerne.

 

Traditionelt er de klassiske altermotiver Julenat, Påsken eller Pinseunderet.

Den tradition har jeg ønsket at fastholde. Væggen appellerede til Påskens drama. Her på gesimsen kunne de sidde, uden bordkant så de er så tætte på os som muligt. Vi går også fysisk til Nadver sammen.

Klare farver har der skullet til for at hamle op med det verdslige rums farver. Skibets gammelrosa.

Herudover er der tre forhold, der har været meget centrale:

  1. Kirken er ikke et kulturhistorisk hus, men et troens hus.

  2. Kirken er ikke for kulturelle feinschmeckere, men for den levende menighed.

  3. Kirken er ikke for den fjerne Gud, men den nærværende Gud - mennesket i Kristus.

Det allervigtigste for mig med denne udsmykning har været at skabe et værk, I som menighed kan gå direkte til som beskuer
- det er den sidste nadver - her i centrum er Jesus og der sidder Judas, den forræder, og så er der alle de andre.

Men det må ikke blive ved det. I skal videre ind i billedet, tage plads ved bordet - der er stole til jer.

Evangeliet er ikke fjernt, det kræver også os, den moderne menighed, det moderne menneske, uanset om vi er kirkevante eller kirkefremmede. Evangeliet taler til os - det kræver os, vil os noget.

Kristendommen er ikke noget ophøjet og fint, men direkte tale til os.

 

 

De store, klumpede hænder indikerer blandt andet, at troen rækker ud over det enkelte menneske, det skal omsættes i gerninger.

Alt dette klarer denne udsmykning ikke alene, overhovedet ikke, men sammen med det levende ord - forkyndelsen - giver det muligheder, tolkninger og tydninger.

Her dukker de dybere lag frem. Her ser I de mange forskellige mennesker, der var samlet omkring Jesus:
- Peter der vil så gerne, men alligevel fornægter.
- Johannes der kigger spørgende til.
- Thomas - skeptikeren.
-Zebedæussønnerne, der diskuterer ivrigt: ”Hvor skal vi
sidde i Himmeriget? Er der en særlig plads til os?”

Den fjerne. Den betragtende. Den tvivlende. Den ivrige.
Vi er her alle sammen.
Vi er det hele.

Midt i scenariet sidder Jesus Kristus. Rolig, myndig og blid. Ikke sentimentalt idealiseret. Glorien, der omkranser Kristi hoved symboliserer netop både fredagens tornekrone og den kraft, der er stærkest. Den forløsende Kristus. Den tilgivende Kristus.

 

Det fører over i det truende mørke, fredagens kors. Men det slutter ikke med døden.

Frem trænger lyset og presser mørket væk. Kristi opstandelse. Heri ligger håbet. Det håb, som er hele gudstjenestens omdrejningspunkt.

Må I kunne følge denne tanke.
Må billedet blive mere end æstetik.
Må I finde mere, end jeg her har berettet.

Jeg kan fortælle jer, at billedet er blevet til i smerte. Det har anfægtet mig undervejs. Faktisk er disse mennesker gået i dialog med mig. Jeg alene har ikke kunnet bestemme.
Tak Gud for det.

Må dette billede smelte sammen med klokkerne, lysene, orglet, sangen, jer - og på den måde blive et element i den forkyndelse, der skal finde sted både i glæde og i smerte.

Lene Melchiorsen